Slagter Jacob i Kalundborg
Vi tilbyder et stort udvalg af køkkenklare retter, nemme frokostretter, spændende salater, pølser fra eget pølsemageri samt et bredt udvalg af kødprodukter som kan tilfredsstille enhver sjæl.
Derudover har vi et pænt udvalg af italienske vine og specialiteter.


Forretningens historie
Der har været slagterforretning i Kordilgade 10 siden 1930-erne, men før den tid har huset rummet flere købmandsgårde, og kampestensfundamentet dybt i kælderen lader ane, at der måske har været købmandsgårde helt tilbage til middelalderen, ja måske til vikingetiden.
I 1971 hvor min far overtog forretningen, var der ca. 3600 slagterforretninger i Danmark, i dag er der ca. 450. I Kalundborg var der 10-12 dengang, og i dag er vi den eneste diskbetjente private slagterforretning, der er tilbage.
Fra en beskeden start i 1971 med én dame og mester selv i butikken samt en opvasker bagude beskæftiger vi i dag ca. 10 medarbejdere, og gennem løbende uddannelse af personalet samt ved produktudvikling har vi formået at holde os på banen og gøre tingene endnu bedre.
Vi har også gennem årene foretaget omfattende om- og tilbygninger, så vi er fulgt med tidens krav om bl.a. omfattende og grundig hygiejne og renlighed i butiks- og produktionslokalerne. Ikke mindst har vi investeret i gode og moderne maskiner til den omfattende pølseproduktion. Sidst har vi indrettet et stort helt moderne køkken med alle faciliteter til fremstilling af hjemmelavet mad under moderne forhold.
I 2001 overtog jeg forretningen efter min far, og jeg har fortsat med at fremstille pølser, pålæg m.m. samt udvider med et stort, moderne køkken, åbent ud mod gågaden, hvor vi laver endnu mere Mad ud af huset, samt tilbereder lette retter af høj kvalitet, som hurtigt kan opvarmes og tilberedes derhjemme (convenience food).
Slagter Jacob
Egns-spegepølser
Pølser er en guddommelig spise,
kun Vorherre ved hvad der er i dem!
Sådan siger et gammelt mundheld, men ikke desto mindre har næsten alle folkeslag og kulturer også en pølsekultur, der går helt tilbage til oldtiden. Dengang var det vigtigt at kunne salte og røge for at få kød til at holde sig.
I vores forretning i Kalundborg har vi gjort meget for at fremelske og vedligeholde en pølsekultur. Vi har taget en lokal spegepølse op –Røsnæspølsen – og vi har hentet inspiration fra kurser i Tyskland, Holland, Schweiz, Spanien og Argentina, og samtidig har vi selv udviklet et stort antal spege-, skære-, og grillpølser.
I vores forretning er det en selvfølge at man kan smage på spegepølserne, før man køber – så velkommen hos Slagter Jacob, Kordilgade 10, Kalundborg.
Røsnæspølsen er ubetinget den største succes inden for vort omfattende salg af spegepølser. Opskriften fik vi foræret af den gamle Gunnar Slagter i Rak-1ev, da han lukkede sin forretning i 1977. Gunnar var opvokset på en gård ude på Røsnæs, hvor man førhen slagtede hjemme og lavede sine pølser selv. Derfra havde han opskriften, som han så brugte i de mange år, han selv havde forretning, så både navn og oprindelse er ægte. Vi bruger nøjagtigt den samme recept på krydderier som Gunnar, dog har vi mere end halveret spæktilsætningen, så vi nu er nede på 15-18%.
Hemmeligheden ved pølsen er, at den er fuldstændig uden tilsætningsstoffer, uden nitrit og uden konserveringsmidler, men med masser af godt okse- og flæskekød.
Igennem årene er salget steget støt og bl.a. til den berømte Esbern Snares byfest sælger vi den på gaden, og ved festens store lørdagsmorgenbord sponsorerer vi den til flere tusind mennesker. På de populære Julemesser på Lerchenborg Slot opbygger vi en slagterforretning og sælger bl.a. Røsnæs-pølser. Vil man have den ægte vare - så er det Røsnæspølsen!
Kalundborgpølsen er en spegepølse, som vi selv har udviklet fra grunden, både hvad angår kødsammensætning og krydderiblanding. Det er en pølse, som har opnået stor popularitet, og også her opererer vi med kun 15-18% fedt.
Esbern Snares Spegepølse er fremstillet med kartofler i stedet for spæk og får derved et fedtindhold under 10%. Den er i løbet af få år blevet en stor succes hos os.
Stærke fru Ingeborg er vor nyeste spegepølse. Den er ret specielt krydret (paprika, chili og grøn peber) og har et ret lavt fedtindhold – 12-15%. Den er på kort tid blevet meget populær.
Fransk Hvidløgspølse er en pølseopskrift, som vi har fået fra en god kollega i Svendborg (K. E. Rasmussen), der bl.a. vandt guldmedalje med pølsen på en international fagkonkurrence. Grundprincipperne ved fremstillingen er som ovennævnte pølser, men krydderisammensætningen er helt anderledes med bl.a. hvidløg. Fedtprocent 15-18%.
Whiskyspegepølsen er fremstillet af svine- og oksekød som de traditionelle spegepølser, men er krydret med maltwhisky hvilket giver den en helt speciel smag. Fedtindhold 15-18%.
Den fremstilles også som Whiskysnacks.
Kronhjortepølsen fremstilles af rent hjortekød med en meget speciel blanding af krydderier - det er en ganske særlig spegepølse.
Lammespegepølsen er fremstillet af rent lammekød og med samme krydderiblanding som Hvidløgspølsen.
Oksespegepølse fremstilles af rent oksekød og har sin helt egen karakter. Den er temmelig stærkt krydret.
Vore Pølseborde er blevet en solid succes, og man er sikker på at få et godt resultat og tilfredse gæster, når der bydes på et flot opsat og pyntet pølsebord på store træplanker eller fade, alt efter ønske og behov.
Andre pølser
Vi fremstiller også grillpølser og pålægspølser, alt sammen hjemmelavet og uden farve- og fyldstoffer.
Af Grillpølser kan nævnes Bacon-griller, Argentiner-griller, Original frankfurter, Spansk Sevilla, Kæmpe-griller, Italienske grillpølser, Wienerpølser, Brunchpølser og Chevapcici grillpølser. Alle pølser er hjemmelavede og er velegnet til grilning eller kogning efter behag.
Vi fremstiller knap 30 forskellige pålægspølser alle forskellige i struktur og krydring. De er, som alt andet vi laver, uden fyldstoffer.
Derudover fremstiller vi ølpølser, medisterpølse, cocktailpølser, blodpølse m.m.
Take-away og partyservice
En stor del af vores forretning udgøres af mad ud af huset. Vi laver mad til store og små selskaber, til receptioner og til jule- og nytårsaften. Over alt lægger vi vægt på gode råvarer og høj gastronomisk etik.
Hver dag har vi en take-away, der består af to retter, en traditionel dansk og en mere eksotisk ret. Retterne er færdiglavede og købes direkte i forretningen i beholdere lige til at sætte i ovnen, når man kommer hjem. Take-away retterne skifter hver uge.
Vi fører en række faste partyservice muligheder:
- Receptionsmenu 1 og 2
- Dansk buffet
- 2 slags italiensk buffet
- Årstidens buffet (forår, sommer, efterår og vinter)
- 3 forskellige pølseborde
- Traditionelt koldt bord
- Traditionelt italiensk pølsebord
- Pattegris
- Grillbuffet
- Pålægsbord
- Smørrebrød